Udgivet i 9 kommentarer

Skriv på mælkekartonen

Popcornbæger og bordkort af mælkekarton

Tekst og billeder i indlægget ‘Skriv på mælkekartonen’ kan indeholde reklamelinks. Hvis du køber noget herigennem, går en lille del af din betaling videre til bloggen – helt uden ekstra omkostninger for dig.

Urtepotteskjuler af mælkekarton
Karton fra Netto – kaktus fra Plantorama – Washitape og kaktusformet clips fra CCHobby (annoncelink).

Jeg er blevet totalt grebet af at upcycle kartoner til skønne små brown bags.
Den kontinuerlige strøm af ‘råvarer’ giver rig mulighed for at lege og finde på nye måder at dekorere og bruge resultatet.

Når man først er kommet i gang, breder de sig hurtigt rundt i huset – så er du advaret.

Og ja – det blev til lidt mere end bare skrift, jeg måtte også lige prøve med stempler, dymo og washitape.

Brown bag din mælkekarton

Kartonen skylles og toppen klippes af lige under ‘taget’. Er kartonen ikke er ordentlig ren, er der plads til en tur med opvaskemiddel og børste, inden den tørres.

Så kommer vi til det sjove – gå amok på kartonen og kvæl, vrid den, rul og mas den, MEN – pas på bunden – og undgå at den indgår for meget i molestreringen.
Når siderne er bløde og føjelige, findes kartonens samling oppe ved den afklippede kant. Et passende antal lag, løsnes fra resten og trækkes af kartonen.

Genbrug mælkekartonen og lav en lille brown bag

Ved kun at fjerne yderste lag med tekst og tegninger, bevarer du lidt mere stabilitet. Har du brug for en mere føjelig ‘pose’, tages lidt flere lag med af. Hvor let lagene når fra hinanden afhænger af hvilken karton du arbejder med – jeg har indtil videre bedst erfaring med A-38.

Uanset hvor meget der fjernes, skal man lige være opmærksom omkring bunden. Fjern kun så meget, at resterne ikke ses når den står på bordet, ellers risikerer du kartonen bliver utæt.

Og så skal der foldes. Undgå der kommer for stort træk på kanten – indtil man har fået lavet første ombuk, kommer der let rifter i kanten.’
Da det hele er krøllet i forvejen, kan du sagtens folde op og ned, til bredden og antallet af ombukninger passer til formålet.

Genbrug mælkekartonen til planter og blomster

OBS! Inden den omdannede mælkekarton kommer i nærheden af vand, er det vigtigt du lige tjekker at bunden klarede strabadserne og at kartonen fortsat er tæt. Fyld den med vand og sæt den et sted, der kan tåle hvis den lækker.

Urtepotteskjuler

Krydderurer i urtepotteskjuler af mælkekarton

Ved at lave to gode ombuk, får man en fin lille skjuler, der passer perfekt til planter med små potter.

Ved tilpasning af ombuk, kan højden justeres, så den passer til både miniplanternes små og krydderurternes lidt højere potter.

Jeg har selvfølgelig valgt at opgradere skjulerne med bogstaver. Til at skrive på det ombukkede område, kræves en skriver med blæk/maling der kan klare den coatede overflade. En pen med akrylmaling, fungerer perfekt – jeg har her benyttet en ekstra fin Poscapen (annoncelink). Skulle man få skrevet forkert, er det fine ved det halvblanke underlag, at malingen kan fjernes med en fugtig klud/køkkenrulle eller vatpind, hvis man ikke venter alt for længe.

Har du brug for inspiration til svungne bogstaver kan du kigge forbi indlægget ‘Flourishing’.

Posca pennen kan også sagtens bruges på den ru del. Den kan godt løbe en smule ud, men det gælder vist de fleste penne på ubehandlet papir.

Foldes kartonen, så højden svarer nogenlunde til bredden, kan de små miniplanter godt ‘drukne’ lidt. Placer evt. en klods af oasis i bunden af kartonen, så potten lige bliver løftet fra bunden. Oasis er super let at skære til og suger vandet op, så rødderne kan nå det.

Genbrug mælkekartonen på skrivebordet

Genbrug mælkekartonen til penneholder.

‘Don’t you love New Your in the fall? It makes me wanna buy school supplies. I would send you a bouquet of newly sharpened pencils if I knew your name and address’.

Kan du genkende citatet?

‘It is a garnish’ der ofte rumsterer mine tanker, ligesom en del andre replikker og scener fra filmen ‘You’ve Got Mail’.

Buketten består her af blyanter fra Blackwing. Min absolutte yndlingsmodel er no. 602 – ‘Half the pressure, twice the speed’, der er udviklet specielt til skrift.

Ved siden af en karton med ‘Essentials’, mine uundværlige fineliners. Teksten er lavet med en DYMO Omega (annoncelink) – hurtigt, enkelt og selvklæbende.

Mælkekartoner til hygge og fest

Popcornbæger og bordkort af mælkekarton

Popcorn kan være en småfedtet affære – her er de coatede ‘kartonbægre’ helt perfekte og oven i købet beregnet til fødevarer, what’s not to like?

Lad navneskilte være en del af dekoration, så ingen er i tvivl om hvis der er hvis. Passer det til festen, kan de også bruges som bordkort.

På billedet, har den ene fået et bånd af washitape omkring toppen og et tavleklistermærke (annoncelink) på siden.

Navnekortet på den anden er bygget af en side fra en gammel bog. Bunden af delen med tekst, og af den bogstavfrie kant har jeg klippet et passende stykke ud, stemplet navn og limet på.
En sort Posca pen sørgede for indramningen og med hjælp af et enkelt hul fra hulmaskinen kunne jutegarnet komme igennem – rustikt og enkelt.

Stemplerne er fra en udlansrejse, men CCHobby (annoncelink) har flere modeller og fint udvalg i stempelpuder.

I øvrigt er både de prikkede servietter, krus, prikket bånd og lyskæde med prop til festlige flasker købt hos Luxit, prikkede sugerør findes hos Purpleandpink og jutegarnet hos Rito (annoncelinks).

Som skrevet i indledningen, er det noget man kan blive mere end bidt af og alle kan være med, om ikke andet til krølle/mase delen. Genbrug mælkekartonen på alverdens måder og fortæl hellere end gerne hvis du har fundet på fede ideer med den afbarkede model.

9 tanker om “Skriv på mælkekartonen

  1. Sååå fine. Jeg må igang med en produktion til krydderurterne.

  2. Mange tak Marianne – viser du billeder af resultatet, må du endelig tagge mig, jeg vil helt vildt gerne se.
    Kærlig hilsen
    Christina

  3. Ej nogle super søde ideer!

  4. Mange tak Tina, fedt at kunne inspirere. Kh. Christina

  5. Wow en god idé. Ser super godt ud 😊👍

  6. Mange tak Rikke, fedt du kan lide det 🙏🏻♥️

  7. Det er dælme smart

  8. Lige den inspiration jeg manglede. Jeg har ledt efter popcornbægre på nettet men kan kun finde dem meget farvestrålende. Jeg vil gerne have dem så de matcher vores natur-tema. Og det fandt jeg så lige her. Så nu skal vi bare drikke en masse mælk inden festen 🙂 Tak

  9. Kære Tina,
    Mange tak for en dejlig kommentar, herligt at høre. Jeg håber I får en skøn fest🤩
    Friske forårshilsener
    Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.