Udgivet i 14 kommentarer

Skriv på påskeæg

Indlægget ‘Skriv på påskeæg’ indeholder annoncelinks til relevante samarbejdspartnere. Benytter du et annoncelink og lægger et køb, går en lille del af din betaling videre til mig. Det koster dig ikke ekstra.

Med håndskrift og bogstaver kan du lave den fineste påskepynt. 

Find æg, kaffekop og kreativitet frem frem og nyd en stille stund eller skab en ny tradition og lad flere generationer samles om en hyggelig aktivitet ved påskebordet.

At være kreative sammen er det fedeste. Samtaler der opstår mens hovedet er halvt optaget af hændernes arbejde, kan bare noget helt særligt.
Lægges tingene frem, når påskesilden er sendt ud at svømme, kommer der garanteret lige så mange vidunderlige variationer, som der er gæster omkring bordet. De færreste kan holde sig fra lige at prøve, når nu det ligger der – faktisk er nogle af de sjoveste æg jeg har set, lavet af herrer der blev ‘revet med’…

Gem æggene og få den skønneste samling af små minder.

Ægte æg med skrift og bogstaver

Påskeæg med håndskrift

Det fede ved de grafiske sort/hvide æg er, at det nærmest ikke kan gå galt. Lige meget hvor træls du måtte synes din håndskrift er, vil den komme til at se fantastisk ud, når den bliver en del af en større helhed af æg i forskellige størrelser og designs. 

Lav et bånd af bogstaver rundt om ægget eller tegn omridset af et eller flere store bogstaver og mal alt udenom sort. 

Find gode gækkevers, små familiehistorier, jokes eller sangtekster og skriv dem på æggene.

Brug forskellige skriftstørrelser og typer. Jo større variation, jo bedre – og endnu en god grund til at lave æggene sammen med en masse andre, der hver især bidrager med tossede idéer med deres helt egen streg.

Tips om æg, maling, penne og hjælpelinjer

Hvilke æg?

Påskeæg med bogstaver

Det nemmeste og ‘sikreste’ er givetvis at købe plastikæg (annoncelink), men jeg elsker variationen og skrøbeligheden i det naturlige, så herhjemme er der ægte æg på menuen.

Går du efter den fulde oplevelse inkl. udpustning, er æggepusteren (annoncelink) en fantastisk opfindelse, og man slipper med et enkelt hul i toppen af ægget.
En efterfølgende tur i kogende vand, fjerner alt muligt man ikke er interesseret i, og ofte også det meget iøjnefaldende stempel, som æg fra køledisken er forsynet med.

Æggepuster eller ej, springer jeg nu gerne over den laveste del af gærdet og køber udpustede æg.
Størrelsesvariation giver ekstra liv, så mine æg er en skønsom blanding af hønseægandeæggåseæg og svaneæg (annoncelinks).

Maling af æg

Vil du gerne have æg i farver, eller ensartede hvide æg, kan du vælge at male dem. 

Jeg har været igennem virkelig meget maling tidens løb – fra Windsor Newtons Galeria, over kalkmaling til Farrow & Balls vægmaling.
So far er Jotuns Lady, Pure Color, supermat vægmaling klart at foretrække (annoncelink). Den dækker virkelig godt, flyder pænt sammen og tørrer hurtigt op med en fin mat overfalde. Den kan købes som farveprøve i mange smukke nuancer – inkl. den lækre, hvide Letthet (1624) der passer perfekt til æg.

For at få lidt fart over feltet, maler jeg mange æg ad gangen. Med en håndfuld grillpinde og et krus ris eller (opvaskemaskine)salt, har du et fint ‘tørrearrangement’.

Placer ægget på bordet med udpustningshullet opad – og ja, der skal lige noget under hvis du vil være sikker på at undgå maling på bordet. Før en grillpind ned gennem hullet og hold ægget med pinden.

Mal øverste halvdel af ægget med en ikke alt for stor, blød pensel, så ses strøgene nærmest ikke når det er tørt.

Jeg benyttede en Gold Line str. 12 (annoncelink).

Vend hele molevitten, så ægget kommer til at balancere på grillpinden. Mal den anden halvdel af ægget og sæt det til tørre i koppen.

Start i god tid, hvis du vælger at male æggene, så malingen når at tørre helt op, inden de skal dekoreres.

Penne til at skrive på æg

Optegning af tekst på påskeæg

Der er kæmpe forskel på penne. Ofte er den sorte farve slet ikke sort, virker klistrende eller dækker elendigt. Et gult område kan også med tiden brede sig omkring stregen fra visse penne – mega træls.

Den bedste jeg endnu har prøvet er Faber-Castells permanente multimarker (annoncelink). Den dækker godt, har en flot sort farve og fås med forskellige størrelser spids.

S er super fin og kan tegne hårtynde streger når den er ny. Desværre slides spidsen forholdsvis hurtigt, så jeg bruger den med omtanke.

Skal der males større områder, er en Posca eller Molotows All4Onepen genial (annoncelinks). 

Vælges en pen med fin spids, kan der både tegnes finere linjer og farves større områder. Og det bedste – malingen bliver mega lækker mat, når den tørrer op.

Optegning af hjælpelinjer

Har du brug for guidelines, kan du optegne lidt linjer, inden proppen trækkes af den sorte pen.

Et målebånd, der følger æggets form og en blød blyant er velegnet til placering af relevante mærker, der herefter kan forlænges til linjer. 

Blyantsstregen kan godt sætte sig i malingen, hvis den sidder for længe, så tegn op med den sorte pen umiddelbart efter der streget op med blyant.

Fjern evt. overskydende blyantsstreger så snart den sorte streg er tør.

Et ganske almindeligt viskelæder virker, men knetgummi (annoncelink) er mere skånsomt mod æg/maling og tekst.

Påskeæg med stempler og dymo

Påskeæg med demo og stempel

Bogstavstempler, en stempelpude og et stykke køkkenrulle, så er du kørende (annoncelinks). Undgå halve bogstaver ved at holde ægget, så du kan se hvilke dele af stemplet der har været i kontakt med ægget.

Efter stempling duppes overskydende stempelsværte af. 
Jeg har formået at undgå at tvære bogstaverne ud undervejs og ventet et døgn på de skulle tørre. Ikke bare var sværten stadig ‘våd’, farven var også løbet ud, så bogstaverne var helt uldne i kanten, derfor: Køkkenrulle.

Når stemplerne skal renses, er en vådserviet i øvrigt enormt effektiv.

Dymo er også vældig effektivt, hvis der skal bogstaver på ægget i en fart (annoncelink).

Påskeæg i farver

Claus Dalbys forår - inspiration til forår i hjem og have

Som du måske har bemærket, havner det meste af det jeg laver et sted på sort/hvid skalaen.

I 2014 havde jeg imidlertid fornøjelsen af at skrive på farvede æg til bogen ‘Claus Dalbys forår’.

Claus sendte mig æg i de skønneste nuancer, der alle fik et drys bogstaver inden de igen flyttede hjem til Aarhus.

Har du lyst til at kaste dig ud i lidt mere end hvid, er der masser af inspiration at hente på Claus Dalbys blogindlæg ‘Påsken – en rigtig forårsfest’ og selvfølgelig i bogen ‘Claus Dalbys forår’(annoncelink).

Snor i påskeægget

Skal æggene op at hænge, bindes et stykke snor eller bånd om midten af en halv tændstik. Stik tændstikken ned gennem hullet i ægget og træk snoren tilbage, så tændstikken kommer til at sidde på tværs inde i ægget. 

Benyttes lædersnøre (annoncelink), bindes de to ender sammen med en god tyk knude, der lige præcis kan vrikke/drejes ned gennem hullet i ægget. Lidt hurtigtørrende lim dryppes gennem hullet ned på knuden hvorved knudens omfang øges. Giv knuden et dryp mere og træk den an mod hullets ‘udgang’, så den limes til æggets inderside.

Papiræg

Papiræggene hører til den super lette påskepynt, i alle tilfælde når det kommer til udtryk og materialer. 

Lim, saks, pen og papir, så har du de fineste æg der, tilsat nål og tråd, er lige til at hænge op.

Klip 5 æg i samme størrelse. Fold dem præcis på midten, på den høje led. Brug evt. falseben (eller kanten af en strikkepind) så det bliver lige og lækkert.

Lim æggene sammen, så halvdelen af det ene, har ryggen mod halvdelen af det næste. Vælg en lim der ikke får papiret til at bølge eller brug dobbeltklæbende tape.

Ikke overraskende synes jeg selvfølgelig, det er værd at skrive en lille tekst på æggene inden de limes sammen. Det kan være enkeltbogstaver, ord, navn/navne, hilsener, små historier eller gækkevers.

I shoppen ligger ark med færdige designs lige til at downloade, printe og klippe ud.

Sæt 5 forskellige designs sammen, eller lad ægget bestå af fem ens – blandingen giver mulighed for dejligt mange variationer.

I stedet for at klippe, kan man selvfølgelig også skære æggene ud, eller endnu smartere bruge et stansejern. Sidstnævnte faldt jeg så først over efter jeg have klippet alle æggene, men punch sættet der kan stanse æg (annoncelink) er fluks havnet på ønskelisten til næste år.

Redigeret 8. marts 2021 – oprindeligt udgivet februar 2020.

14 tanker om “Skriv på påskeæg

  1. Hold nu op, nogle smukke æg:-)
    Rart med så mange gode tips. Især den med at dyppe i kogende vand, så det ucharmerende lyserøde stempel forsvinder.
    Vi skal klart have gang i de sorte tuscher inden påske.

  2. Ej, en fed idé.

  3. Hold da op hvor er de flotte! Tricket med tændstikken til ophæng lærte jeg som barn af min mor 🙂

  4. Tusind tak for de pæne ord Lene – jeg ville elske at se resultatet, så skulle du få lyst til at dele, må du endelig tagge mig.

  5. Tusind tak Kemimor🙏🏻 Og ja, det er dejligt simpelt med sådan en halv tændstik.

  6. Wow nogle fine æg – og dine beskrivelser gør at man har mod på at prøve, selvom jeg ikke er god med en tusch 🙂 Det virker som om der mangler et billede i afsnittet med tape. Kh. Pia

  7. Tusind tak for en dejlig kommentar Pia, det glæder mig du kan lide dem og har lyst til at prøve.
    Mange af æggene kan laves selvom man ikke synes ens håndtering af pen er fantastisk – når de forskellige æg kombineres, bliver det så fint alligevel.

  8. Hvor er de smukke.
    Mon man kan købe nogle af dine smukke æg?

  9. Herligt du kan lide æggene Majbritt, det glæder mig meget at høre. De danske skatteforhold er ikke rigtig kompatible med de priser man forventer af et æg – så jeg laver dem desværre ikke til andet end “husbehov” (og måske en giveaway med lodtrækning blandt abonnenterne på min nyhedsmail ☺️).
    Dbh. Christina

  10. De nydeligste påskeegg 🙂 så inspirerende!!

  11. Fantastisk Kirsti – er så glad for du finder dem inspirerende. Jeg håber du får lavet nogle super skønne æg. Mange tak for din søde kommentar og rigtig god påske.

  12. Hejsa vil du ikke kontakte mig på mail. Jeg vil rigtig gerne købe nogle af dine æg.

  13. Hej Majbritt,
    Herligt du kan lide æggene – de er desværre ikke til salg, kun til inspiration. Jeg håber du kan bruge ‘opskriften’ og selv får lavet nogle lækre æg.
    Solskinshilsener
    Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.