Udgivet i 6 kommentarer

On my mind

Alternativ gæstebog, mindmap til mødet eller bare en masse positive tanker, kærlighedserklæringer eller citater? Min nyeste plakat “On my mind” er på samme tid super enkel og lidt af en udfordring.
Hvide bobler på sort baggrund, udformet, så den ud over at være dekorativ som den er, også kan bruges til at skrive på.

Tusind tanker

Min oprindelige idé var at skabe en plakat med plads til at skrive 100 ting jeg er taknemmelig over.

Eller faktisk startede det med et maleri. Mig og et lærred på en solrig sommerdag i skyggen under vores pæretræ, dengang vi boede i Faaborg.

Jeg havde fundet på at male tankebobler, prikker i varierende størrelse og nuancer – hver tanke sin bobbel. Det var en periode med overtryk i tanketanken, så jeg gik efter titlen “Tusind tanker” (det var et stort lærred) og tanker var der nok af – troede jeg. Det tog sin tid med så mange bobler og når jeg ikke havde mulighed for at male, gav jeg mig til at nedskrive hvilke ord der skulle ende i tankeboblerne på lærredet. En lang liste, alfabetisk, for så vidt muligt at undgå gengangere. Men jeg kunne simpelthen ikke nå op på 1.000.

Måske nåede jeg at geare lidt ned eller også var mine kriterier, for hvor overordnede disse ord skulle være, for stramme – for da jeg passerede ord nummer 800 gik jeg i stå. Det havde føltes som om der var mindst titusind tanker og lige der – slut. En kæmpe aha-oplevelse og et maleri der aldrig kom længere.

Hvad tænker du på?

Inspireret af en serie blogindlæg og instaopslag om positive tanker og taknemmelighed, gav jeg mig i sommer til at arbejde videre med den gamle idé.

Særligt ét blogindlæg motiverede mig til at bringe idéen i mål. “Hvem styrer dine tanker”, skrevet af en gammel bekendt, Ziggie Mai Vesterlund, der arbejder med bl.a. stress og psykiske kriser og traumer som psykotraumatolog og chefkonsulent ved Center for Beredskabspsykologi.

Ziggie Mai Vesterlund

“(…) tanker kommer og går. De kan være der og de kan forsvinde igen. (…) du kan aflede dig selv eller beslutte dig for at flytte dit fokus og tænke på noget andet. Du behøver altså ikke tænke på noget, der gør humøret dårligt.” (Læs hele indlægger HER).

På et tidspunkt var der, hvad der føltes som en “positiv-bølge”. Det hele gik op i at tænke positivt – KUN positivt. Det kom aldrig til at virke for mig.
Jeg har skrevet lidt med Ziggie, og som hun siger skal det ikke være et pres at tænke positivt. Hvis man skal tvinge sig selv til det, kommer det ikke til at virke.

Til gengæld synes jeg godt det kan være svært at komme i tanke om alt det gode når stress, bekymringer og negative tanker kommer snigende.

Her foreslår Ziggie at plakaten “kan fungere som en inspiration der kan minde om alt det gode, der kan blive plads til i tankerne, hvis man vælger ikke at give de negative tanker særlig fokus” og “tydeliggøre den MULIGHED man har for at fylde sine tanker med noget godt”.

On my mind

100 positive ord håndskrevet på plakaten "On my mind"
“On my mind” med 100 håndskrevne ord

Min oprindelige ide om “1.000 tanker” er nu genopstået i form af plakaten “On my mind”. En erfaringsrevideret udgave med hundrede bobler til tanker (plus een til f.eks. dato) holdt i sort og hvid. Med bevarelsen af størrelsesvariationen i boblerne, er der er plads til både store og små tanker.

Tænk dig at have en plakat hængende, med de 100 ord, der gør dig allermest glad.

Bare processen med at finde dem og skrive dem på plakaten er lige til at blive i godt humør af.

Jeg må indrømme jeg har været lidt stresset den sidste tid, men da jeg sad og lavede plakaten på billedet her, tog jeg mig selv i at sidde og smile. Jeg tror teorien virker…

Gæstebog

Gæstebog til væggen

Selvom det forhåbentlig ser let ud, tager det sin tid at få tegnet en plakat som “On my mind”. En del af arbejdet er noget trivielt, hvilket efterlader rig mulighed for udvikling af nye idéer.

En af dem opstod da manden var til 50 års fødselsdagsfest hos en forretningsforbindelse. Jeg ville sådan have ønsket plakaten havde været færdig – tænk om han kunne have lokket de andre gæster til at skrive små hilsener i boblerne, det kunne være blevet det fedeste minde fra hvad der efter sigende var en forrygende fest.

Guldkorn og kærlige tanker fra gæsterne til et dåbsbarn, konfirmand, brudepar, fødesdagsbarn, jubilar…

Kærlighedsbobler

Plakat med 101 hvide bobler på sort baggrund.
En meget personlig plakat med 100 håndskrevne kærlighedserklæringer

Og nu vi er ved unikke gaver. Mangler du en gave til kæresten, kan boblerne også fyldes med hundrede hede  kærlighedserklæringer.

Find små sayings, skriv “kærlighed” eller måske “jeg elsker dig” på forskellige sprog. Skriv steder I har haft uforglemmelige oplevelser eller 100 ting du elsker ved dit livs kærlighed, så bliver det ikke mere personligt.

I eksemplet her har den fået “kalligrafisk gas”, men det behøves absolut ikke. Det vigtige er at det er lavet med kærlighed.

Vil du prøve

På hylderne hos det skønne gamle plakatfirma Permild & Rosengreen, finder du min plakat “On my mind”.

Jeg har ledt længe for at finde de helt rigtige at samarbejde med. Man skulle måske ikke tro det, men sort er en virkelig svær farve at få til at sidde lige i skabet. På en plakat som denne er det altafgørende, og Permild & Rosengreen trykker med den smukkeste dybt sorte matte farve og på papir i udsøgt kvalitet.

Vil du se nærmere på “On my mind” eller måske lige frem prøve at give den dit eget skud bogstaver, finder du den lige HER (og søreme ja, det er et reklamelink).

6 tanker om “On my mind

  1. Jeg er vild med ideen:-) Både som gæstebog, opmuntring og kærlighedserklæring.
    Jeg ville dog være hunderæd for at skrive forkert… 😉

  2. Hvor er det dejligt at høre Lene. Man kan evt. tegne op med blyant før den får med sort eller sætte den i en ramme og skrive på glasset.

  3. Ej, en fantastisk idé.
    Man kunne også lave den og fylde dem man kunne fra en start, men så skrive på løbende med positive ideer eller citater.

  4. Virkelig en fed ide 🙂

  5. Tusind tak Bine, også for dit fine forslag. Du har helt ret, ingen grund til hastværk.

  6. Tak Maria, det glæder mig – jeg håber der er mange der kan få glæde af den♥️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.