Udgivet i Skriv en kommentar

Min bedste stiftblyant

Graphgear 500 fra Pentel, min bedste stiftblyant.

I boghandleren har skrivebaren til alle tider været mit yndlingssted. Resultatet er en imponerende samling af fineliners, kalligrafipenne, kuglepenne, tusser, markere, blyanter og stiftblyanter…

Jeg er ved at udvikle en lille test til diverse skrivere, så du løbende vil kunne finde nye anmeldelser, for selvom jeg mener man kan skrive med nærmest hvad som helst, så bliver resultaterne bare bedre når du har godt værktøj.
I dag starter vi med favorit stiftblyanten.

Stiftblyanter generelt

Der findes mange – riiiigtig mange stiftblyanter at vælge imellem og umiddelbart synes jeg ikke at pris og kvalitet følges ad. I mange år var min favorit et pink plastsag som jeg desværre ikke kan huske hvor kom fra. Den var super let, havde en dejlig blød manchet om området hvor man holder og stiften sad godt fast. Det sidste finder jeg meget vigtigt. Det er specielt slemt hvis det drejer sig om blyanter med en lidt tykkere stift, så vil jeg gerne kunne bestemme præcis hvilen “side” af den synlige spids jeg skriver med, alt efter hvor tyk en streg jeg gerne vil opnå. Det fungerer sket ikke hvis stiften sidder for løst.

Hvis du skriver/tegner meget er vægten og balancen også af stor betydning. De super fine dyre stiftblyanter med masser af metal, specielt i toppen, bliver jeg alt for hurtigt træt i hånden af at bruge.

Tykkelsen på grebsstedet er heller ikke uden betydning. Jeg har endnu ikke prøvet en skriver der var for “tyk”, men jeg har mødt mange der var så tynde at det nærmest medførte krampetilstand i hånden.

Og så er jeg glad for umage, også når det kommer til design. Enkelt og funktionelt – ja tak!

Graphgear 500 – PG515

Graphgear 500 – PG515 – fra Pentel kom med hjem en dag jeg var på viskelæderjagt med en anden af husets kreative sjæle. Det var et rent tilfælde og jeg fik kun øje på den fordi den stod forkert.

Udenpå

Det er blevet min absolutte favoritblyant. Den er pæn og så er skaftet lige, hvilket betyder noget, når man som jeg holder den op og benytter den som målestok for om optegnede linjer på eks. julekugler er vandrette. “Kroppen” er lavet af behagelig plast, mens den nederste del, er gjort af metal – en kombination der giver en virkelig god balance, når blyanten er i sving.
Området hvor blyanten holdes, en smule tykkere en den øverste del og “riflet” uden man river sig. Det giver på alle måder et godt greb.

Funktion

Stifterne føres frem i meget små bidder, noget af det jeg sætter størst pris på. På de fleste andre blyanter er det nærmest umuligt at opnå den optimale stiftlængde, enten stikker stiften kun lige ud og den der ubehagelige følelse af metalspids der ridser i papir lurer konstant. Alternativt er stiften så langt fremme at den bliver for fjedrende eller knækker når man bliver lidt for ivrig. Og nu vi er ved spidsen – jeg har aldrig været fan af de blyanter hvor røret helt ude i enden kan forsvinde ind i blyanten. Jeg synes det giver alt for meget trykkeri og føles upræcist.

Trækker du toppen af, kommer det lille viskelæder der fungerer som prop for stiftrøret til syne. Kvaliteten er fin, der er bare så lidt af det, så det er hos mig kun et nødviskelæder – hvilket absolut er bedre end ingenting.
Jeg kom i karambolage med clipsen i toppen et par gange, så den har jeg hevet af – det gør den triller lidt lettere på mit skrå tegnebord…

Lir

I toppen, er der i den yderste hætte et lille vindue. Når hætten drejes fremkommer i vinduet forskellige hårdhedsgrader, så har du flere blyanter med stifter i forskellig hårdhed, kan du teoretisk set let se forskel. Jeg foretrækker så 2B stifter – hvilket ikke er en af mulighederne, så lige den funktion har jeg ikke så meget glæde af. Bruger du B, HB, F, H, 2H eller 3H er der til gengæld gevinst.


Samlet bedømmelse

Topkarakter hele vejen rundt. Pæn, godt greb, god balance og let opnåelse af perfekt stiftlængde – jeg elsker og kan kun anbefale den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.