Udgivet i 1 kommentar

KUNSTIG KALLIGRAFI

Lær falsk kalligrafi

Tekst og billeder i indlægget “Kunstig Kalligrafi” kan indeholde reklamelinks. Hvis du køber noget herigennem, går en lille del af din betaling videre til mig. Det er helt uden ekstra omkostninger for dig, men gør en kæmpe forskel for mig.

Faux, falsk, eller kunstig kalligrafi, er noget af det fedeste at mestre.

Det giver mulighed for at skrive ordene, så det ligner kalligrafi – også på materialer hvor en kalligrafisk pen ikke kan bruges. Skal du skrive større end din pen kan følge med til, er det også en fantastisk teknik. Eneste sted, det rigtig kommer til kort, er ved længere tekster – det kræver i alle tilfælde mere tålmodighed end jeg besidder.

Hvad er kunstig kalligrafi?

Når vi skriver eller kalligraferer (skriver smukt), udføres hver enkelt bogstav med færrest mulige strøg og uden tilretninger. Ved handlettering får hvert enkelt bogstav masser af opmærksomhed. Det tegnes og formes, og gerne så det illustrerer indholdet af det enkelte ord eller sætning.

Falsk kalligrafi er en undergruppe af handlettering, hvor målet er, at få det skrevne til at ligne kalligrafi med varierende stregtykkelser.

Indledningsvis skrives bogstaverne nogenlunde almindeligt. Herefter tilføjes bredde til linjer skrevet med en nedadgående bevægelse og teksten kommer herved til at fremstå ‘kalligrafisk’, med varierende stregtykkelser.

Har du brug for at lære eller få genopfrisket de grundlæggende træk i kalligrafi, er “Brush Lettering for begyndere” et godt sted at starte.

Har du aldrig beskæftiget dig med andet end formskrift og vil du gerne i gang helt fra bunden kan “Lær Skråskrift” også være nyttig.

Værktøj

Hvad du skal bruge, afhænger af dit projekt.

Til den helt grundlæggende træning rækker det med blyant, viskelæder og papir.

Kunstig kalligrafi - værktøj

Ret hurtigt vil du blive glad for at have en fineliner eller fire ved hånden og herfra går det stærkt. Bliver du grebet, kan du glæde dig over, aldrig at løbe tør for idéer til ønskelisten…

På papir bruger jeg gerne en fineliner. De fås i et udvalg af bredder og farven tørrer hurtigt. Starter man med blyant og tegner op med en helt tynd fineliner, er der masser af mulighed for efterfølgende at forme bogstaverne med en lidt tykkere model. Tre af favorit finelinerne er

En akrylmarker er også genial at have i samlingen. Ud over papir, skriver den på alt fra træ til metal og sten. De to primære markere i min samling er:

Sidstnævnte har den fordel at den kan genfyldes og spidsen kan udskiftes – også med en endnu finere model som denne (annoncelink).

På porcelæn har jeg god erfaring med Eddings 4200 Porcelain Penselpen (annoncelink).

Favoritten på tekstil er Pilot Textilpen Laundry-Tec Sort (annoncelink) – den er intet mindre end formidabel på stof. Den er til at styre, udløbet af farve i stoffet er minimal og så er den super holdbar, vask efter vask.

I øvrigt er det vældigt handy at have en lineal til at tegne hjælpelinjer, så både hældning og bogstavhøjde bliver nogenlunde ensartede.
Derudover er et viskelæder (annoncelink) – eller endnu bedre et knetgummi (annoncelink) – tæt på uundværligt til at fjerne blyantstregerne, når bogstaverne er tegnet op med en mere permanent pen.

I gang med kunstig kalligrafi

Kunstig kalligrafi - ekstra bredde til linjerne

For lige at få en fornemmelse af gamet, starter vi med et enkelt bogstav – et næsten helt almindeligt ‘a’.
Til højre for linjerne, skrevet med en nedadgående bevægelse, tegnes en ekstra streg og tomrummet fyldes ud, for at opnå en bred linje.

Når det kun er ‘et næsten helt almindeligt a’ skyldes det, at alle bogstaverne skal have en vis bredde, for at der stadig er luft tilbage, når den brede streg er tilføjet.

Halen skal også have ekstra “bredde” og længde for ikke at forsvinde bag den tykke streg.

Tilføjelse af bredde

Hvis man ikke er nogenlunde konsekvent, når man tilføjer bredde til bogstaverne, bliver både bogstavernes proportioner og afstanden imellem dem hurtigt en varierende affære og helhedsindtrykket noget rod.

Kunstig kalligrafi - oversigt

Teoretisk kan bredden tilføjes fire forskellige steder:

  1. Til højre
  2. Til venstre
  3. På indersiden
  4. På ydersiden (mere teoretisk end praktisk anvendelig)

Hvilken metode der er bedst, afhænger af skrivestil. Personligt hører jeg til gruppen, der foretrækker at udvide mod højre.

På oversigten “Kunstig Kalligrafi – Straight Up – Large” – som kan downloades lige HER – kan du se hvor jeg tegner den ekstra bredde til. De oprindelige bogstaver står fuldt optrukket, mens ekstralinjerne er punkterede.

Enkelte bogstaver kræver ekstra opmæksomhed:

  • Bogstaver indeholdende et ascenderende loop (b, f, h, k og l) skal have ekstra bredde, så den tykke streg ikke æder luften i loopet. Det samme gælder det lille loop i e’et, som meget let forsvinder helt, hvis man ikke er opmærksom.
  • Både det store og det lille b og p, har også en tendens til at få for lidt luft i ‘maven’ – og bliver svært massive at se på, når den tykke linje er tilføjet, hvis de ikke har fået godt med bredde til at begynde med.

Smuttere og finpudsning

Tilføjelsessystematikken er et super udgangspunkt, men når bogstaverne bliver til ord, kan det smutte hist og her – og med lidt erfaring for hvor der skal kompenseres, går det ofte alligevel.

Når der skrives til på højre (eller venstre) side, skal både det store og lille ‘s’ skrives noget skævt, for ikke at komme til at vælte helt, når bredden lægges til på samme side både for oven og for neden. På den nederste bue får mine s’er derfor ind imellem lov at lægge sig ud mod venstre.

Og så er jeg i øvrigt heller ikke mere konsekvent end at jeg gerne retter diverse skævheder op med en “venstre-streg”.

Er en linje blevet lidt rystet, er det simpelthen for fristende, lige at fjerne hakkerne med en lille streg ned langs venstre side. Det betyder gerne, at jeg andre steder må tilføje lidt til venstre for linjen, for at bogstaverne bevarer deres proportioner og mellemrum ikke bliver slugt af streg.

Ord og ensartethed

Hvis du starter med en blyantsskitse, kan du lettest rette til og får hurtigt opbygget erfaring.

Kunstig kalligrafi - optegning

Skriv et enkelt ord eller to med let hånd, så det er til at redigere i. Gennemgå hvert bogstav og tilføj bredde til de nedadgående strøg. Flyt evt. lidt på bogstaverne, hvis der helt tilfældigvis skulle mangle plads til nogen af de brede streger.

Se om der er nogle områder der alligevel bliver for tunge og giv dem lidt mere plads, og / eller træk resten lidt sammen.

For at få et lækkert resultat, skal bogstavernes hældning og proportioner overholdes. En klassisk udfordring er at få de brede steger lige brede – allesammen. Dette gælder selvfølgelig også for de smalle linjer.

Farve- & mønsterfyld

Kunstig kalligrafi er en forholdsvis tilgivende disciplin, med masser af mulighed for at rette både skæve og rystede streger op.

Når du har fået styr på stregerne så tilføjelserne står som fine farveklare områder, kan du vælge at lade dem stå eller give dem et andet indhold. Det er selvfølgelig lidt uden for konceptet – idet man så godt kan se, der ikke er tale om kalligrafi – men det giver mange sjove muligheder.

Inspiration med kunstig kalligrafi

Som skrevet i indledningen egner denne ‘skriveform’ sig til ikke til længere tekster, men til noget nær alt andet, er kunstig kalligrafi intet mindre end faaaantastisk.

Vil du frembringe skønne, små skilte til urtehaven, give påskeæggene et drys bogstaver eller trylle smukke strandsten om til brillante bordkort er den kunstige kalligrafi uundværlig.

Bordkortsten

Tag en tur på stranden, find en spand smukke sten og tryl dem om til bordkort.

Lader du gæsterne tage dem med hjem, kan de lægges foran hoveddøren, byde velkommen og minde om en dejlig fest.

Har du lyst til at give det et skud, kan du læse meget mere lige HER

Tekst på tøj

En lille babybody forvandles hurtigt til en meget personlig gave.

De håndmalede ord, udstråler alle de tanker og alt den kærlighed der er lagt i hvert et bogstav.

Læs meget mere om valg af tekstilpen og tips til udførelsen lige HER.

Lige til sidst

Når du skriver, laver kalligrafi eller brush lettering, er det uden (ret mange) tilretninger. Det giver en umiddelbarhed og personlighed, som let tages ud af resultaterne af den falske kalligrafi. Bliver det alt for perfekt, forsvinder autenticiteten, så husk at stoppe mens der stadig er liv i bogstaverne.

Og så er der vist kun tilbage at sige – rigtig god fornøjelse.

1 tanke om “KUNSTIG KALLIGRAFI

  1. Wow! Det ser virkelig flot ud – og fed ide med bordkort på sten 🙂 Kh Pia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.