Udgivet i 12 kommentarer

GRAFISKE PÅSKEÆG

Bogstaver, håndskrift og handlettering på æg giver den fineste påskepynt.

Har du mod på at stå for forberedelserne, er dekorationsdelen en hyggelig aktivitet alle generationer kan samles om. Nøjes du med at lægge sorte penne frem, gerne i varierende bredde, vil du få den skønneste samling æg – hvis du får lov at beholde dem.

Indlægget indeholder reklamelinks. Skulle du fristes til at lægge et køb på en side jeg samarbejder med, får jeg et lille beløb, som er med til muliggøre nye indlæg. Det koster dig ikke ekstra og jeg bliver så glad.

Æg

Først skal du have fundet en godt portion æg. Det er let at blive grebet, når dekorationsideerne tager fart, så hellere for mange æg…
Variation er med til at give liv, hvorfor jeg er gået med en kombination af gåseæg og hønseæg i forskellig størrelse.

Puster du selv æggene ud, vil jeg anbefale en æggepuster. For det første undgår du at blive gasblå i ansigtet og få trompetkinder, men mindst lige så vigtigt – du slipper med et enkelt hul i toppen af ægget.

Alternativt kan du købe æggene færdigudpustet eller vælge en plastmodel, der kan tåle lidt mere.

Kommes æggene efterfølgende i kogende vand, forsvinder alt muligt man ikke er interesseret i, og normalt også det meget iøjnefaldende stempel, som æg fra køledisken er forsynet med.

Teoretisk set er de nu klar til brug men….

Maling

Selvom jeg holder vældig meget af de naturlige ægs variation i størrelse og overflade, så foretrækker jeg, at de alle er matte, og har nogenlunde samme hvide farve – derfor maler jeg dem.

Ud over at pletter og skjolder dækkes og alle æg blive lige matte og får samme hvide nuance, så kan ægget genbruges. Er du utilfreds med resultatet, er det bare at fjerne malingen og starte forfra.

Det meste akrylmaling kan bruges. Personligt synes jeg “hvid” hvid, bliver for hvidt, så jeg har fundet en knækket hvid – Jotuns Lady, Pure Color, supermat vægmaling i farven Letthet (1624). Jeg har været en del mærker igennem og er endt ved dette, der flyder pænt sammen, dækker hurtigt og giver en naturlig mat overlade. Der skal ikke forfærdelig meget til, så en farveprøve rækker fint.

For at få lidt fart over feltet, maler jeg mange æg ad gangen. Med en håndfuld grillpinde og et godt stort krus fyldt med ris eller lign., har du et fint “tørrearrangement” med plads til min. 15 æg.

Placer ægget på bordet med udpustningshullet opad og ja, der skal lige noget under hvis du vil være sikker på at undgå maling på bordet.

Før en grillpind ned gennem hullet og hold ægget med pinden.

Mal øverste halvdel af ægget med en ikke alt for stor, blød pensel, så ses strøgene nærmest ikke når det er tørt.
Jeg benyttede en Gold Line str. 12.

Tag ved den nederste, tørre del af ægget og vend hele molevitten, så ægget kommer til at balancere på grillpinden.

Mal nederste del af ægget (der nu vender opad).

Fordi ægget kun hviler på grillpinden, kan det godt snurre lidt rundt, brug penslen til at styre ægget med.

Når hele ægget har fået maling, stikkes bunden af grillpinden ned i risene og så er det bare at vente.

Ofte behøver æggene kun et enkelt lag. Synes du det skal have flere omgange, følges brugsanvisningen på malingen, så tørretiderne overholdes.

Det er vigtigt malingen er helt tør inden du begynder at dekorere æggene, så mal gerne i god tid inden de skal “bruges”.

Dekoration

Enkeltbogstaver eller skrift fordelt ud over hele ægget – små historier, hilsener, sangtekster eller gækkevers skrevet med forskellige typer – jo større variation, jo bedre.

Dekorer nogle af æggene med smukke mønstre og suppler gerne med laksegl, stempler, dymo eller washi tape, der skaber fin kontrast til alle bogstaverne.

Finder du æggene frem når påskesilden er sendt ud at svømme, kommer der garanteret lige så mange vidunderlige variationer, som der er gæster omkring bordet.

Håndskrift & handlettering

Optegning

Find en god tekst, og beslut hvordan den skal stå på ægget. Mangler du tekstinspiration, har jeg lavet en lille samling af gækkevers HER.

Skal det være nogenlunde lige, kan der tegnes op med blyant, inden proppen trækkes af den sorte pen.

Få overblik over hvor mange linjer du skal bruge og udregn hvor stor afstanden skal være, for at verset får en god størrelse og kommer til at stå pænt på ægget.
Et målebånd, der kan følge æggets form og en blød blyant er velegnet til at få placeret og afsat relevante mærker.
Forlæng mærkerne til linjer – start med den midterste. Hold ægget op og vurder om linjen er lige eller skal justeres.
Optegn med let hånd resten af linjerne.

Blyantsstregen kan godt sætte sig i malingen, hvis den sidder for længe, så tegn op med den sorte pen middelbart efter der streget op med blyant og fjern evt. overskydende blyantsstreger så snart den sorte streg er tør.

Et ganske almindeligt viskelæder virker, men bedst er nu et godt knetgummi, der er langt mere skånsomt mod æg/maling.

Penne

Der er kæmpe forskel på penne.
Ofte er den sorte farve slet ikke sort, virker klistrende eller dækker elendigt.
Et gult område kan også med tiden brede sig omkring stregen fra visse penne – mega træls.

En af dem jeg endnu aldrig har oplevet få disse gule misfarvninger, er Faber-Castells permanente multimarker.
Den dækker godt, har en flot sort farve og fås med tre størrelser spids S, F & M.
S er super fin og kan tegne hårtynde streger. Eneste minus er at spidsen slides flad forholdsvis hurtigt.

Skal der males større områder, er akrylmaling fantastisk. Vil du male halve eller hele æg kan en pensel bruges, men ellers synes jeg Posca modellen er et fremragende valg – og meget lettere at styre. Til æg er mit førstevalg den helt fine Posca PC-1MR, 0,7. Med den kan du både tegne fine linjer og farve et helt æg. Og det bedste – den sorte farve bliver så lækker mat, når den tørrer op.

Stempel

Bogstavstempler, en stempelpude og et stykke køkkenrulle, så er du kørende. Undgå halve bogstaver ved at holde ægget, så du kan se hvilke dele af stemplet der har været i kontakt med ægget.

Efter stempling duppes overskydende stempelsværte af.
Jeg har formået at undgå at tvære bogstaverne ud undervejs og ventet en dag på at de skulle tørre. Ikke bare var sværten stadig “våd”, farven var også løbet ud, så bogstaverne var helt uldne i kanten, derfor: Køkkenrulle.

Når stemplerne skal renses efter brug, kan jeg anbefale vådservietter, let og effektivt.

Segl med lak & signet

Med sort lak, signet og et stykke snor, kan du tilføje lidt ekstra variation.

Placer ægget så det ligger lige og stabilt.

Et lille stykke snor (jeg har valgt en i læder), foldes og holdes an mod ægget.

De fleste lakstifter er meget praktisk forsynet med en væge. Tænd vægen og lad den smeltende lak dryppe ned på æg og snor. Pga. æggets buede overflade, skal der skal lidt ekstra lak til. Sæt stemplet ned i den bløde lak og vent til det slipper.

Er der ingen væge, kan du lægge et stykke lak på en teske og smelte det over et stearinlys. Er lakken for varm, bliver den ustyrlig, så hold øje med konsistensen og vent med at hælde til den begynder at størkne igen.

Washi

Med maskintape/ washitape kan du tilføje variation i en fart.

Den hurtigste metode er at køre en bane hele vejen rundt om ægget. Hvis du går efter midten, bliver der færrest tapefolder at slås med.

På guirlandeægget er der tegnet en tynd streg hele vejen rundt om ægget. Først med blyant, så jeg var sikker på jeg endte samme sted som jeg begyndte. Stregen blev tegnet op med sort og blyantstregen fjernet med knetgummi.

Flagene er klippet af forskellig tape – i stedet for at ende som et splitflag, kan de også laves til små trekantede vimpler.

Ophæng

Hvis du gerne vil have æggene op at hænge er det nemt: Et tyndt stykke snor eller bånd bindes om midten af en halv tændstik. Tændstik med snor føres ned gennem hullet i ægget. Når hele tændstikken er inde i ægget, trækkes snoren tilbage, så tændstikken kommer til at sidde på tværs inde i ægget.

Benyttes lædersnøre, bindes de to ender sammen med en knude så tyk at den lige præcis kan vrikke/drejes ned gennem hullet i ægget. Lidt hurtigtørrende lim dryppes gennem hullet ned på knuden hvorved knudens omfang øges og limes til æggets inderside, når knuden trækkes an mod hullets “udgang”.

Ægcellently ægcited

Hvis man lægger tingene frem, vil de færreste kunne holde sig fra lige at prøve. Æggenes begrænsede omfang og et farvevalg der er truffet på for, gør det tilpas overskueligt at gå til. Faktisk er nogle af de sejeste og sjoveste æg jeg har set, lavet af herrer der blev “revet med”.

At være kreative sammen er det fedeste. De helt særlige samtaler der kan opstå når hænderne arbejder og hovedet er halvt eller helt optaget. Når hver især frembringer et lille stykke, der samles til en fantastisk helhed.

Jeg håber du har lyst til at prøve og vil elske at se resultatet, hvad enten du selv har givet den gas eller lokket hele påskefrokosten med på idéen.

12 tanker om “GRAFISKE PÅSKEÆG

  1. Hold nu op, nogle smukke æg:-)
    Rart med så mange gode tips. Især den med at dyppe i kogende vand, så det ucharmerende lyserøde stempel forsvinder.
    Vi skal klart have gang i de sorte tuscher inden påske.

  2. Ej, en fed idé.

  3. Hold da op hvor er de flotte! Tricket med tændstikken til ophæng lærte jeg som barn af min mor 🙂

  4. Tusind tak for de pæne ord Lene – jeg ville elske at se resultatet, så skulle du få lyst til at dele, må du endelig tagge mig.

  5. Tusind tak Kemimor🙏🏻 Og ja, det er dejligt simpelt med sådan en halv tændstik.

  6. Wow nogle fine æg – og dine beskrivelser gør at man har mod på at prøve, selvom jeg ikke er god med en tusch 🙂 Det virker som om der mangler et billede i afsnittet med tape. Kh. Pia

  7. Tusind tak for en dejlig kommentar Pia, det glæder mig du kan lide dem og har lyst til at prøve.
    Mange af æggene kan laves selvom man ikke synes ens håndtering af pen er fantastisk – når de forskellige æg kombineres, bliver det så fint alligevel.

  8. Hvor er de smukke.
    Mon man kan købe nogle af dine smukke æg?

  9. Herligt du kan lide æggene Majbritt, det glæder mig meget at høre. De danske skatteforhold er ikke rigtig kompatible med de priser man forventer af et æg – så jeg laver dem desværre ikke til andet end “husbehov” (og måske en giveaway med lodtrækning blandt abonnenterne på min nyhedsmail ☺️).
    Dbh. Christina

  10. De nydeligste påskeegg 🙂 så inspirerende!!

  11. Fantastisk Kirsti – er så glad for du finder dem inspirerende. Jeg håber du får lavet nogle super skønne æg. Mange tak for din søde kommentar og rigtig god påske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.