Udgivet i 8 kommentarer

BULLET JOURNALING

Bullet journaling - for begyndere

Tekst og billeder i indlægget “Bullet journaling” kan indeholde reklamelinks. Hvis du køber noget herigennem, går en lille del af din betaling videre til mig – det et er helt uden ekstra omkostninger for dig.

Hvad er bullet journaling?

En Bullet Journal er stedet hvor du ‘samler tankerne’ – aftaler, to-do-lister, dagbogsnotater, skitser, idéer, mål og planer.
Er du til digitale løsninger og hader at skrive i hånden, er dette ikke noget for dig. Er du derimod tosset med notesbøger og penne og overblik på papir, er bullet journaling en fantastisk løsning.

Den originale Bullet Journal metode er udviklet af den østriske designer Ryder Carroll, med det formål at gøre os opmærksomme på, hvordan vi forvalter vores tid og energi. Tanken er at vi, gennem daglig opsamling af erfaringer, kan ordne, reflektere, prioritere og integrere det, der er vigtigst for os i vores daglige rutiner, så vi kan leve intentionelt.
Har du ikke allerede været forbi, så tjek Ryder Carrols YouTube video ‘How to Bullet Journal’ lige HER.

I dette indlæg er de basale systemer i centrum, så du kan få et godt fundament at bygge videre på. Når du er kommet godt i vej, vil jeg anbefale Ryder Carrolls bog ‘Bullet Journal metoden’ (reklamelink), så du får det hele med – for bullet journaling er SÅ meget mere end kalender og lister.

Hvad skal du bruge til bullet journaling?

Kigger man billeder på f.eks. Pinterest eller Instagram, kan man let komme til at tro det handler om fine tematiske tegninger, handlettering, washitape og stickers, men det eneste der betyder noget i bullet journaling er indholdet.
Nu elsker jeg håndskrift og dekorationer, og bliver glad i låget, både af at lave og se på dem. Der sniger sig således også lidt ‘ballade’ ind i min bog, mere om det i et andet indlæg.

For at komme i gang behøver du kun en notesbog og et enkelt skriveredskab – en blyant, fineliner eller yndlingsfyldepennen.

Valg af notesbog

Der findes både indbundne bøger og modeller med løse sider, der kan skiftes ud. Begge systemer fås med hhv. blanke, prikkede og linierede sider. Personligt er jeg blevet meget glad for ikke for tydelige prikker/ dots med en afstand på 0,5 cm. Prikkerne udgør faste holdepunkter, men er mindre opmærksomhedskrævende og mere fleksible end linjer.

bullet journaling - valg af notesbog

Afhængig af hvad du gerne vil skrive/ tegne med, er det desuden godt at være opmærksom på sidetykkelsen og papirets overfladebehandling. Det meste papir kan klare både blyant og fine fineliners, mens eksempelvis blæk fra en fyldepen er noget mere krævende.

Ryder Carroll har i samarbejde med Leuchtturm lavet en lækker Bullet Journal (reklamelink). Bagerst finder du en ultrakort gennemgang af Bullet Journaling principperne og forrest er der både Key, ‘Indeks’ og ‘Future Log’, ligesom siderne er nummereret – vigtig detalje.

Da jeg i sin tid gik i gang, lagde jeg og mit perfektionistiske gen ud i en Filofax Notebook (reklamelink) med udskiftbare prikkede sider (annoncelink). Med tiden er det lykkedes mig at overgå til en indbundet versionen uden ‘fortrydelsesret’ – en vældig lærerig vandring. Med Filofaxen følger i øvrigt en praktisk lineal samt faneblade, begge dele kan man godt kommet til at savne i de andre bøger.
På de fleste af billederne i indlægget her, har jeg i øvrigt fundet den gamle og mere fotogene Filofax frem igen.

Bullet journaling i hånden?

Skal det være i hånden?
Ja det skal …og nu er jeg jo mig, og tosset med håndskrift, så JA det skal det!

Lad notesbogen være et frirum, hvor du tager dig tid til at tænke – offline uden distraherende notifikationer, svingende internetforbindelse, opdateringer, mails, SoMe, spil og og og….

Teknologien har det med at hapse af vores koncentration, mens håndskiften fastholder vores tanker. Selvom det lave tempo indledningsvis kan føles frustrerende , er det præcis det, der sørger for at vi kun skriver det vigtigste og bedre kan huske det vi skrev. Vi vender tilbage til vigtigheden af det håndskrevne under “flytning”.

Er du træt af din håndskrift, kan du prøve at eksperimentere med andre skrifttyper og eller skriveredskaber. Sidstnævnte kan have overraskende stor betydning. I kampen mod perfektionismen er jeg overgået til en permanent model, pt. er yndlingspennen en Ystudio fyldepen (reklamelink) med fin spids og sort blæk. Den benytter jeg i dagligdagen, mens udvalget af fineliners (reklamelink) i varierende tykkelser, kommer frem når der er lidt bedre tid.

Løbende logning – helt fundamentalt

Til opsamling og organisering af alt hvad der måtte opstå af tanker, aftaler og idéer i løbet af dagen, har Ryder Carroll udviklet løbende logning med bullets.

Bullets udgøres af helt korte, objektive sætninger parret med tegn, der kategoriserer indholdet som en opgave, en begivenhed eller en note.

Opgaver markeres med en prik: •

Prikken er let at ændre når opgaven skrifter ‘status’. Se under ‘Tegnforklaring’ senere.

Opgaver med adskillige relaterede underopgaver skrives indrykket under hovedopgaven. Når alle underopgaver er udført, markeres hovedopgaven som færdiggjort.

Begivenheder – markeres med en cirkel: Ο

Begivenheder beskrives kort og objektivt, hvadenten de er fastlagt forud eller noteret efterfølgende.

Noter – markeres med en streg: –

Alt det du gerne vil huske som ikke kræver handling, eks. informationer, idéer, tanker og iagttagelser.

Symboler

Et symbol anbringes foran bullettegnet for at fremhæve punktet på listen.

‘*’ Haster
‘!’ Inspiration

Kom i gang med bullet journaling

Sidder du med en ny Bullet Journal og ved ikke helt hvor du skal begynde, kan du følge punkterne herunder og få indrettet din bog, side for side.

Forside

Har du lyst til at lave en forside, så lav eller gem en side, inden du kaster dig over symbolforklaringen.

Tegnforklaring/ key

Begynd din Bullet Journal med en oversigt over, hvad de forskellige symboler betyder.
Du sagtens kan lave dine egne, men de klassiske symboler i systemet er gode at kende og gøre det lettere at læse og lade sig inspirere af andre.

Tegnforklaring - key

• Opgave
/ Opgave begyndt
X Opgave færdiggjort
> Opgave flyttet frem
< Opgave flyttet tilbage
Opgave irrelevant

– Note
Ο Begivenhed

* Vigtigt
! Inspiration

Samlinger

Samlinger er skabeloner, specialiseret til at indsamle og organisere relaterede informationer.
Der findes fire helt essentielle samlinger: Indekset, fremtidsoversigten, månedsoversigten og den daglige log.

Indekset

Indekset fungerer som en mellemting mellem et traditionelt indeks og en indholdsfortegnelse.

Afsæt fire sider i din Bullet Journal til indeks. Opdel evt. hver side i to kolonner, hvis du ved du får brug for mange linjer.

Tilføj løbende sidetal for månedsoversigter og samlinger efterhånden som de oprettes. Laves der flere sider med samme overskrift, enten på hinanden følgende sider, eller spredt i bogen, tilføjes sidetallene for de pågældende sider.

Det kan måske virke lidt overkill med et kæmpe indeks – jeg er i alle tilfælde ikke for god til at få det brugt.
Vil man genfinde ting i gamle bøger kan jeg sagtens se idéen, så jeg prøver. Om ikke andet, kan de vigtigste sider komme på, inden bogen går på pension i reolen.

Fremtidsoversigten

Fremtidsoversigten oprettes lige efter indekset og indeholder de ting der foregår i fremtiden, som senere skal ind i din månedsoversigt og dagslog.

Der er flere måder, det kan gøres på:

Ryder metoden

Bullet journaling - fremtidsoversigt

Brug to opslag (2 dobbeltsider = 4 sider i alt) til en oversigt over årets 12 måneder.

Opdel hver side i tre sektioner – en sektion til hver måned.

Noter begivenheder med dato og tidspunkt i den rækkefølge de dukker op.

Alastair metoden

Til venstre laves et antal kolonner, en for hver måned. Til højre for kolonnerne skrives fremtidige begivenheder inkl. dato og evt. tid. I kolonnen der svarer til måneden det foregår, sættes en prik. Herved kan begivenheder der foregår i en bestemt måned hurtigt genfindes, selvom de ikke er tilføjet i kronologisk rækkefølge.

Min fremtidsoversigt

Bullet journaling - årsoversigt

Hos mig blev de små fremtidsoversigter hurtigt overfyldte og uoverskuelige og jeg afsatte derfor en side til hver måned. Delte siden ind i to med kalender til venstre og plads til planer uden dato i højre side. Det fungerede langt bedre, men jeg endte ofte med aldrig at få lavet mine månedsoversigter.
Pt. har jeg derfor sammensmeltet de to, så mine månedsoversigter sidder samlet forrest i stedet for min fremtidsoversigt.

Da jeg også har manglet et sted til begivenheder længere ude i fremtiden, har jeg efter fremtidsoversigten lavet et enkelt opslag med kalenderoversigt over næste år på højresiden og plads til aftaler inkl. dato og klokkeslet på venstre.

Månedsoversigt

Månedsoversigter laves først umiddelbart inden begyndelsen af en ny måned, og indeholder den kommende måneds aftaler, begivenheder og planer.
Ved opstart, laver du en oversigt over den måned du begynder på din Bullet Journal – også selvom det måske er midt i eller i slutningen af en måned. Således kan du få testet konceptet, og du har skabelonen ved hånden til næste måned.

Slå op på den næste ledige dobbeltside og skriv månedens navn øverst på begge sider.
Noter sidetallene i indekset!

Bullet journaling - månedsoversigt

Venstre side bliver til kalender ved at skrive alle datoerne ned langs venstre kant, efterfulgt af forbogstavet for ugedagen. HUSK at lave en venstremargen, så der evt. er plads til at tilføje symboler.

For bedre overblik, kan du tegne en vandret linje mellem ugerne eller evt. springe en linje over, så der kommer luft mellem søndag og mandag.

Har du tilbagevendende opgaver eller begivenheder, kan du lave nogle særlige tegn til disse. Det er både plads og tidsbesparende og giver bedre overblik. Husk at lave en ‘oversættelse’ så du også om længe, kan huske hvad tegnene betød.

højre side skrives opgaver, der endu ikke er datofastlagt. Slå tilbage på foregående månedsoversigt og se hvilke opgaver der ikke er afsluttet. Overfør det, der er vigtigt til den kommende måneds opgaveside. Tjek også din fremtidsoversigt for opgaver der skal flyttes til den aktuelle månedsoversigt. Husk at markere opgaverne som flyttet i fremtidsoversigten.

Da den daglige log ikke indekseres, fungerer månedsoversigten som en slags indeks og bliver dit go-to sted, hvis du får lyst til eller brug for at kigge tilbage.

Daglig log

The Ryder Carroll way

Den daglige log oprettes på den aktuelle dag eller aftenen før. Det sikrer at der er plads nok, uanset hvor mange linjer du for brug for og giver mulighed for at genoverveje hvilke opgaver der skal have plads på dagens program.

Skriv ugedag og dato. Tjek om der er aktiviteter fra den foregående dag og din månedslog, der skal flyttes og noteres i dagsloggen (se næste afsnit).

Brug løbende logning til hvad der falder dig ind i løbet af dagen – ting du skal huske, idéer, interessante observationer og indfald. Skriv kort i bullets, men i øvrigt uden filter – rækkefølgen er underordnet.

Kan en opgave inddeles i mindre underopgaver, noteres de under og en smule indrykket i forhold til hovedopgaven. Hovedopgaven markeres først som færdig, når alle underpunkter er gjort.

My way

Langt hen ad vejen fungerer min daglige log på samme måde som Ryders, jeg har bare valgt at dele det lidt op.

Bullet journaling - daglig logning

På sider med daglig log, laver jeg en 6 tern bred margin. Her noterer jeg ting, jeg SKAL have gjort i løbet af ugen, men ikke på en bestemt dag. Jeg kan også skrive et citat eller på anden vis ‘personliggøre’ siden – det er med til jeg bedre kan genfinde resten.

På den øvrige del af siden skriver jeg ved dagens begyndelse dag og dato omgivet af streger. Området under opdeler jeg i to, så jeg til venstre noterer arbejdsrelaterede gøremål og til højre private.

Har jeg brug for at skrive længere, ignorer jeg bare opdelingen og skriver det jeg har på hjerte. Får jeg brug for at notere flere opgaver, genoptages opdelingen bare igen.

Flytning

Flytningen eller migrationen er muligheden for evaluering og refleksion.

Det kan virke tåbeligt, at skulle skrive det samme igen, men netop kombinationen af det langsommelige i at skrive i hånden og vores begrænsede tålmodighed, udnyttes som filter. Vi får genovervejet og sorteret det overflødige fra, så kun det vigtigste kommer med.

Daglig flytning

Inden en ny dag oprettes, gennemgås den foregående. Begivenheder der finder sted på en bestemt dato i indeværende måned skrives i månedsoversigten. Foregår det senere, føjes begivenheden til fremtidsoversigten.

Opgaver der hverken er løst eller vigtige, kan blive stående til gennemgang ved månedens slutning. Forbavsende mange opgaver ender på den måde med at blive irrelevante, og du har sparet oceaner af tid.

Vigtige opgaver flyttes med til næste dag, eller overføres til månedsoversigten. Husk at markere opgaven som flyttet!

Månedlig flytning

Den primære flytning sker ved udgangen af hver måned, når den nye månedsoversigt oprettes. Siderne fra den forgangne måned skimmes og uafsluttede opgaver identificeres. Flyt kun opgaver der fortjener din tid. Prøv at spørge dig selv hvad der vil ske, hvis en opgave aldrig bliver udført. Streg alt hvad der ikke giver værdi. Opgaver der fortsat er relevante, kan enten:

  1. Overføres til opgavesiden på din nye månedsoversigt (markeres på den gamle optegnelse med ‘>’)
  2. Overføres til en relevant samling (markeres ligeledes med ‘>’)
  3. Overføres til fremtidsoversigten, hvis datoen ikke falder inden for den kommende måned (markeres med ‘<‘)

Gennemgå ligeledes fremtidsoversigten og flyt til hhv. månedsoversigtens kalender eller opgaveside.

Årlig flytning

Begynd altid på en ny Bullet Journal til nytår. Flyt indhold og teknikker der har bevist deres værd – og intet andet.

Øvrige samlinger

Fylder en opgaven så meget at det nærmere er et projekt, laves en samling.
Undgå at samle informationer bare for at samle dem. Giver de ikke værdifuld indsigt, overlever de alligevel ikke ret længe.

Listen

Listen er den mest grundlæggende skabelon. En let, effektiv og bekvem måde at organisere indhold – nogle gange lidt for nem. Gennemgå listen for punkter der kan slettes, så du undgår samlermani. Find punkter der taler til dig og dem der haster mest og marker disse med vigtigt-symbolet ‘*’.

Tracker

Med en tracker kan du finde mønstre og skabe selvindsigt. Den kan støtte dig i danne nye vaner. Ved at registrere dine fremskridt, kan du finde ud af hvad der virker, hvad der IKKE virker og hvorfor.

I månedsoversigten kan der let integreres en vanetracker – noget du vil opøve eller slippe af med. Lav kolonner i højre side – hver kolonne sit bogstav. Tilføj under datoerne en ‘signaturforklaring’ så du senere kan genkalde hvad du tracker i hver kolonne. Kryds af når du har gjort det du tracker.

Vær selektiv. Track maksimalt 6 vaner ad gangen – begynd hellere med mindre, og gør det bedre.

Du kan f.eks. tracke:

BuJo - tracker - søvn
  • Hvor meget du drikker i løbet af dagen
  • Søvnmønster
  • Arbejdstid
  • Vægt
  • Antal skridt
  • Menstruation
  • Humørmåler
  • Hovedpine
  • Udgifter
  • Træning
  • Ønskeliste
  • Film du gerne vil se
  • Bøger du gerne vil læse
  • Rejser du gerne vil på

Dagbogsskrivning

Har du brug for at nedskrive tanker, er der heldigvis ingen rammer du skal holde dig indenfor, du skriver bare.
Har du ikke tid til at skrive lige når tanken opstår, kan du lave en note og tilføje en lodret streg til ‘notetegnet’, så det bliver et plustegn +. Således kan du genfinde tanken og uddybe den, når du får ro til det.

Krusedullesider

Crayola Supertips - farvekort

Der er stor forskel på papiret i de forskellige notesbøger. Helt bagerst, har jeg derfor valgt at have mig en krusedulleside, hvor jeg kan teste kompabilitet mellem papir og pen.

Betyder farver rigtig meget i din Bullet Journal kan du også her lave farveprøver.
Laver du dem bagerst som fold ud sider, er de lette at genfinde og du kan se se oversigt og den side du aktuelt maler på, på samme tid.

Her en farveoversigt over et udvalg af mine Crayola Supertips penne (reklamelink). En all round vandbaseret model der ikke går igennem papiret i min Filofax. Ud over almindelig farvelægning, kan de bruges til overstregning og den fleksible spids giver også mulighed for brushlettering (se mere HER).

Minimalistisk eller dekorativ bullet journaling?

I dette indlæg har jeg taget udgangspunkt i Ryder Carrols metode. For at bevare fokus på funktionaliteten, er eksemplerne holdt til den minimalistiske side.

Det er i øvrigt også en god tilgang, når du starter op i den første bog. Find ud af hvad du har vil bruge din Bullet Journal til. Udvid hen ad vejen når du opdager et behov og tilføj kun samlinger – lister og trackere, der giver mening for dig.
Har du tid og lyst, kan de altid dresses op med diverse dekorationer.

På Instagram og Pinterest er der masser af inspiration – prøv at tjekke #BulletJournal eller #BuJo.

Bullet journaling – refleksion

Refleksion og intentionalitet er væsentlige faktorer i Ryder Carrolls Bullet Journal metode.

Daglige øjeblikke med ro til at gennemgå og reflektere over hvad dagen er gået til og med. Identifikation af distraktioner og eliminering af irrelevante opgaver, giver mere tid til det der virkelig betyder noget.

Man bliver let så opslugt af at handle, at man helt glemmer at spørge sig selv hvorfor man gør tingene.

Refleksion behøver ikke tage mange minutter, det vigtige er, at få det gjort – vi kan ikke få mere tid, men vi kan øge kvaliteten af den tid vi har.

Next up

Forude venter flere indlæg om bullet journaling. Vil du have direkte besked når der er nyheder på bloggen, kan du tilmelde dig min nyhedsmail lige HER.

Jeg håber du har fået mod på at gribe notesbogen, få overblik og blive klogere på alt fra planer til vaner.
Har du spørgsmål, så skriv endelig herunder eller på mail@ChristinaKorsgaard.dk – jeg elsker at høre fra jer.

8 tanker om “BULLET JOURNALING

  1. Elsker at skrive dagbog og synes det er så fedt at få ideer. Tak.

  2. Herligt at høre, tak Bine ♥️

  3. Jeg har for nylig købt en notesbog for at samle alle mine kreative tanker og ideer for både blog og selve mine kreative projekter. Det har hjulpet mig at skrive det ned. Men jeg vil da helt sikkert overveje en bullet journaling – troede mest det handlede om at dekorere siderne, så jeg blev meget klogere. Kh Pia

  4. Favre ny verden 🙂 Tak for grundig guide 👍

    Mvh.

    Anne Sofie

  5. Herligt Pia. Det er SÅ godt med ét sted til alle idéerne – jeg glæder mig til følge med hos dig efterhånden som de får liv og hopper ud af bogen.
    Super fedt hvis du har fået lyst til at prøve at integrere bullet journal systemet – jeg havde helt som dig en opfattelse af det var en tidskrævende dekorationshobby, men faldt heldigvis over konceptet igen og fandt ud af det er et skønt værktøj til at blive klogere på sig selv, håber du får glæde af det også.

    Kh og god sommer
    Christina

  6. Fedt hvis du kan bruge guiden Anne Sofie. Elsker du skriver ‘fagre nye verden’ – jeg følte seriøst jeg gik baglæns, da jeg droppede alle de digitale løsninger og fandt pen og bog frem igen. Måske jeg bare er gammel 🙈😂
    Kh og god sommer
    Christina

  7. Fedt indlæg og lækker guide 👌🏻. Det må jeg hellere prøve at komme igang med😉

  8. Hvor er de dejligt at høre Betina, tusind tak og rigtig god fornøjelse ☺️
    Kh.
    Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.