Udgivet i Skriv en kommentar

BOUNCING LETTERS

Bouncing letters

Tekst og billeder i indlægget “Bouncing Letters” kan indeholde reklamelinks. Hvis du køber noget herigennem, går en lille del af din betaling videre til mig. Det er helt uden ekstra omkostninger for dig, men gør en kæmpe forskel for mig.

I dette indlæg får du en miniguide til bouncing letters – en fantastisk teknik til at få bogstaverne til at danse – på forsiden af et fødselsdagskort, i din Bullet Journal, på bordkortsten, menutavlen til konfirmationen eller velkomstskiltet til brylluppet.

Har du aldrig skrevet “Brush Lettering” eller lavet “Kunstig Kalligrafi”, vil jeg foreslå du starter med at kigge forbi de to indlæg, inden du kaster dig ud i bouncing.

Bouncing principper

Normalt står bogstaverne på grundlinjen. x-højden (højden af f.eks. et lille x) er fast hele vejen igennem. De lange opadgående linjer ender eller vender på linje, ligesom de lange nedadgående, og hældningen holdes konstant.

For at opnå bounce effekten, smider vi lige “normalt” over højre og gør klar til at “tegne udenfor stregerne.”

Bouncing letters

Lad os starte ved grundlinjen.
På bogstaver der ender med et lille underturn – f.eks. ‘a’ – kan halen forlænges, så den tager en tur ‘down under’. Buen laves ofte lidt skarpere end ellers, for at nå tilbage til næste bogstav.

Næste linje i spil er x-højden. I stedet for at lade alle overturns og ovaler vende på samme niveau, kan udvalgte buer forhøjes. Et m kan eksempelvis få masser af ekstra liv, ved at give sidste bue ekstra højde.

Toplinjen, hvor f.eks. b, h, l og t vender, kan også overskrides, ligesom det descenderende loop i f.eks. g, j og y kan forlænges nedad.

De ellers lige, nedadgående strøg kan gives lidt swing, så grundstregen i et b f.eks. buer en smule mod venstre, eller sidste bue i m’et får noget der ligner en spejlvendt s-form. Sidstnævnte kan være meget praktisk i forhold til at få halen fra det forlængede underturn, til at nå tilbage til næste bogstav.

Endelig kan udvalgte bogstaver sendes på eventyr, så nogle af bogstaverne hopper lidt op over eller synker en smule ned under grundlinjen.

Orden i kaos

For at det ikke ender i rod, er der lige et par principper eller fem, som er meget gode at være opmærksom på – i alle tilfælde i starten.

Fordel dine bounces nogenlunde jævnt, både i bredden og højden, så der kommer en god balance i det enkelte ord såvel som i hele teksten.

For det ikke bliver alt for vildt, er det også godt at holde et nogenlunde ensartet bounceniveau – ja, så meget for at tegne uden for linjerne, i princippet er der bare kommet ekstra til…

Hold hovedparten af ovalerne (f.eks. a og o) på grundlinjen, så ordene ikke går helt i opløsning.

Bevar x-højden på bogstaver der er hoppet af grundlinjen, så der ikke opstår bitte små eller kæmpe store bogstaver.

Hav en hældningsplan. Skriv/tegn gerne bogstaverne som var de en vifte, men undgå at lade dem tilte i helt vilkårlige retninger – det giver let vel rigeligt med uro.

Undgå at fifle med linjernes tykkelse – nedadgående strøg holdes lige tykke og opadgående lige tynde, også selvom de forlænges.

Leg med bogstaver

Der findes ingen rigtig måde at bounce bogstaver, det er bare at lege og få gjort sig nogle erfaringer.

Start med en blød blyant, så du kan rette til og teste muligheder.

Undersøg f.eks. hvad der sker hvis du forhøjer den første bue i m’et frem for den sidste – eller omvendt.

En anden teknik der også er fantastisk når man er i gang med ekstra længde på linjerne, er “flourishing”. Her tilføjes masser af sving og snørkler til både loops og diverse ind- og udløb.
Blogindlæg om præcis det er på vej. Er du tilmeldt nyhedsmailen, får du besked i indboksen så snart det er klar.

Jeg bruger meget ofte kombinationen kunstig kalligrafi, bouncing og flourishing når jeg leger med bogstaverne og får dem til at passe hvor end jeg nu har fundet på at skrive.

Bouncing letters – oversigt

Bouncing Lettering

Langt de fleste skrifttyper kan bounces. En af dem der er benyttes rigtig meget, ligner lidt en blanding af form- og skråskrift, skrevet med brush pen. Bogstaverne er forholdsvis åbne med let buende grundstreger og en smule flourishing. På oversigten “Bouncing Letters – Oversigt” finder du et eksempel på alle de små og store bogstaver. Vælg mellem oversigt med sort eller oversigt med grå bogstaver, lige til at skrive ovenpå, hvis du gerne vil øve. Jeg har skrevet dem med en brush pen (Pentels Brush Sign Pen – annoncelink), men samme resultat opnås let med kunstig kalligrafi.

Har du en anden foretrukken skrifttype, er bouncing princippet lige til at overføre – når teknikken er på plads, betyder det mindre, om det er længden af sidste bue på et skråskrift-m eller formskrift-m der forlænges.

Jeg håber ovenstående har givet dig lyst til at bounce bogstaverne og få dem til at danse. Har du spørgsmål, er du som altid hjertelig velkommen til at skrive.

God fornøjelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.