Ud af min kærlighed til kalligrafien – bogstaver, penne, blæk og pensler, opstår mine små værker der alle er – one of a kind.

Jeg elsker, når jeg i samarbejde med verdens bedste kunder, får lov at forme de mest personlige gaver, fyldt med umage, kærlighed og omtanke – det giver mig stor glæde på den måde at være med til at skabe små uvurderlige minder.

At skrive indbydelser for et stort modehus, være med til at lave fantastiske vinduesudsmykninger, eller fremstille dele til lækkert stylede fotos, giver også godt med sus i hverdagen.

Stort eller småt, har du brug for håndgjort one of a kind, så skriv endelig – jeg glæder mig til at høre fra dig.


En julekugle bliver til…

Siden 2017 har jeg fået specialfremstillet de smukke julekugler efter mine ønsker på et lille familieejet glaspusteri i Polen. Med omhu og stor dedikation til glaspusteriets traditioner, mundblæses kuglerne af dygtige glashåndværkere, hvorefter de forsølves indvendigt og håndmales udenpå i den bestilte farve.

Hjemme i mit værksted, kalligraferer jeg teksten på kuglerne – hvert bogstav tegnes op, males første gang og skal så tørre inden de næste lag kan påføres. Hele dekorationen skal have mange lag maling for at stå super flot, det tager tid og jeg går ikke på kompromis.

For bedst mulig beskyttelse, pakkes den færdige kugle forsigtigt i silkepapir og lægges i æske. På låget sætter jeg slutteligt mit håndskrevne signatur-mærkat og et lille stykke kærlighed er klar til at rejse ud i verden.